Havørreder og stjerneskud over Storebælt

SKREVET AF CLAUS SCHNEIDERS

Denne aften skulle vise sig at være en af de aftener, hvor alt går op i en højere enhed. Aldrig i min tid som UV-jæger har jeg set så mange havørreder, aldrig har jeg oplevet Storebælt så stille, og aldrig har jeg set så mange stjerneskud på en aften.

Det hele startede med, at jeg lørdag morgen spurgte på vores fynske Facebook-gruppe, om der var nogen, der skulle i vandet den kommende nat. Det var der, og Bjørn L. Wils meldte sig på banen som makker til turen. Vi aftalte et mødested, hvor vi mødtes kl. 22.30, og derfra kørte vi til spottet. Vi kom hurtigt i udstyret og gik i vandet kl. 22.50.

Multen i snørebåndstangen
Der skulle ikke gå meget mere end fire-fem minutter, før der skete noget. Jeg valgte at tage den lidt sjove tur inde midt i bæltet af snørebåndstangen. Det er altid lidt af en udfordring at svømme derinde, men der er også rigtig meget liv at se. Og netop denne aften havde en multe valgt at overnatte, der hvor jeg kom forbi.

Den lå helt nede på bunden og tryggede sig i et forsøg på at gemme sig, men det lykkedes ikke for den. Jeg fik sat et godt skud lige midt i hovedet på den oppefra, så den blev liggende på bunden, og der blev ingen fight med den.

Da jeg endnu ikke var kommet så langt væk fra bilen, tænkte jeg, at jeg lige så godt kunne gå op med multen med det samme, så jeg slap for at svømme med den på ryggen.

Et perfekt skud
Tilbage i vandet fem minutter senere gik turen videre sydpå. Der gik ikke lang tid, inden de første havørreder blev spottet i kanten af tangbæltet. De lå alle sammen omkring 1½-2 kg, og jeg tøvede med at skyde en. Det betalte sig, for lidt længere fremme kom en 2½ kg havørred ud fra tangen og vendte siden lige til mig. Zak og spyddet sad perfekt lige bag hovedet. Den her gav en okay fight.

Bjørn var svømmet foran, mens jeg var oppe med multen, så jeg lå 50 meter bag ham, men så stoppede han op, og der blev fægtet lidt rundt med lygten oppe ved ham. Så jeg tænkte, at jeg da lige skulle op og se, hvad han lavede. Bjørn havde netop fået en 1½ kg havørred på stringeren, og da jeg kiggede, hvad han havde under bøjen, kunne jeg konstatere, at han havde fået ram på en rigtig flot 5,3 kg havørred, mens jeg havde været oppe i bilen. Det var blot hans anden havørred som UV-jæger – og hvilken en!

Vi fortsatte side om side videre ned mod det første rev, og på vejen derned fik jeg en enkelt havørred mere på 2 kg, og Bjørn fik også ram på en pæn havørred mere.

Stjerneskud og månelys
Ude over revet viste det sig mod min forventning, at der ikke var mange fisk at se. Men pyt med det, jeg havde allerede en multe og to fine havørreder, så min aften var reddet.

Jeg opdagede, at jeg var kommet et godt stykke foran Bjørn, så jeg ville vente på ham. Jeg fandt en sten, som jeg kunne sidde på og slukkede min lygte. Og så viste naturen sig fra sin allerbedste side. Jeg sad og kiggede op mod mælkevejen og så det ene stjerneskud efter det andet. Når jeg bevægede mig i vandet, var der morild, og månen, der var ved at stå op, var helt orange og stor.

Bjørn kom frem, og vi nød det fantastiske show et par minutter, inden turen gik videre sydover mod det næste rev.

Godt og vel nede ved revet kaldte Bjørn på mig. Hans lygte var løbet tør for strøm. Han fik min lille 150 lumen backup lygte, og han vendte snuden tilbage mod bilen. Jeg valgte at svømme med, men jeg ville lige afsøge sandkanten for tunger. Jeg havde nemlig set et par stykker på vejen ned. Og der gik heller ikke længe, inden der kom en fin, stor tunge stille og roligt svømmende. Den blev prikket og kom med.

Da jeg kom ind over det rev, vi lige havde været nede over, var der kommet lidt gang i fiskene. Jeg fik en havørred mere på 2 kg inde midt på revet.

Tilbage i snørebåndstangen så jeg igen en masse havørreder, der gled stille rundt mellem tangplanterne. Jeg skød på en 2 kg, men den ramte jeg lige over. Øv bøv.

Havørreden der ventede pænt
Men så skete der noget underligt. Der kom en anden havørred på lige knap 3 kg, som svømmede ind foran mig og lagde sig stille og roligt på bunden. Jeg havde ikke fået ladt harpunen endnu, så jeg tænkte, at den ville smutte væk, inden jeg var skydeklar. Men nej, den ventede pænt på mig.

Idet jeg var klar til at skyde, begyndte den at svømme igen. Den svømmede lidt frem og tilbage, og så vendte den pludselig, som den skulle, og den blev nedlagt. Man skulle næsen tro, at den havde et ønske om at dø, men den ville alligevel ikke gøre det for nemt for mig.

Vel tilbage ved bilen fik vi lidt at drikke, mens vi betragtede vores fine fangster. Alt i alt en nat i Storebælt, som jeg aldrig glemmer.

Lokation: Bøgebjerg Strand

Har du en god historie? Vi vil gerne samle jeres fortællinger. Har du derfor en speciel, uforglemmelig eller bare sjov historie, som du gerne vil dele, så fortæl os den HER

Se også

Comments

comments